Kontakt Bestil/Download Sitemap English
 
 
 

09-03-2010 LD har imødekommet rigsrevisors kritik

Rigsrevisionen har fremlagt notat om LD til Statsrevisorerne. I notatet udtrykker rigsrevisor Henrik Otbo tilfredshed med de initiativer, LD har iværksat.

Rigsrevisionen har fremlagt notat om LD til Statsrevisorerne med henblik på behandling ved Statsrevisorernes møde den 18. marts.

I notatet udtrykker rigsrevisor Henrik Otbo tilfredshed med de initiativer, LD har iværksat, både angående klare interne regler for håndteringen af habilitetsspørgsmål og den gennemførte opdeling af direktionerne i LD og LD Invest A/S. Der udtrykkes ligeledes tilfredshed med, at beskæftigelsesministeriet har undersøgt regelgrundlaget for LD og fundet, at reglerne er tilstrækkelig klare. Rigsrevisoren er tilfreds med, at ministeriet vil skærpe sit tilsyn.

”For LD er det meget tilfredsstillende, at rigsrevisor klart markerer, at der nu er klarhed over regelgrundlaget, og vi noterer os med glæde, at rigsrevisor i sit notat udtrykker anerkendelse af LDs initiativer til at sikre, at habilitetskravene i forvaltningsloven iagttages. Der er blevet gjort en stor indsats for at tydeliggøre kravene i alle led – både hos ledelse og medarbejdere”, siger Carsten Koch.

LD har efter samråd med beskæftigelsesministeriet bedt Kammeradvokaten om at lave en undersøgelse af habilitetsspørgsmål mm. i forbindelse med de tilfælde, hvor LDs investeringer er sammenfaldende med direktør Jeppe Christiansens investeringer, herunder ScanMining mv. Resultatet af denne undersøgelse foreligger endnu ikke.

Yderligere information
Kontakt LD-direktør Carsten Koch, telefon 33 36 89 00.

Rigsrevisionens notat er offentliggjort på statsrevisorernes hjemmeside www.ft.dk/Statsrevisorerne, eller kan downloades her

.
LD - Medlemsservice tlf. 70 13 13 77 - Sekretariat tlf. 33 36 89 00 - infold.dk - Juridisk information