Kontakt Bestil/Download Sitemap English
 
 
 

26-03-2010 Årsrapport 2009 er offentliggjort på ld.dk

LDs årsrapport for 2009 er nu tilgængelig her på hjemmesiden.

LD har i dag offentliggjort årsrapporten for 2009. Detailoplysninger om afkast i LD og LDs puljer blev offentliggjort i en pressemeddelelse den 12. februar i år. Pressemeddelelsen ses på her.
 
Den positive udvikling er fortsat i 2010, og takket være gode positive afkast i årets første måneder er formuen i LD vokset yderligere. Det vil sige, at det samlede afkast har været større end udbetalingerne både i 2009 og i starten af 2010. En meget stor gruppe af medlemmer udskyder udbetalingstidspunktet, selv om de er blevet 60 år og dermed er udbetalingsberettigede.  
 
Investeringsrådgivning i åben konkurrence
Årsrapporten beskriver Den Professionelle Forening LD, som omfatter hovedparten af LDs børsnoterede investeringer. Foreningen er stiftet af LD for på den måde at kunne outsource investeringsforvaltningsopgaver.
 
LD er i gang med at gennemføre et EU-udbud, hvor rådgivningen om investeringerne i Den Professionelle Forening LD udsættes for international konkurrence. Inden for de lovregulerede procedureregler tilstræber LD så stor gennemsigtighed som muligt. Information om udbudsprocessen bliver offentliggjort på www.ld.dk. Her ses bl.a., at LD har tildelt det schweiziske selskab PPC Metrics opgaven med at rådgive ved selve udbudsprocessen, herunder vurderingen af de forskellige bydere og tilbud.
 
LDs dattervirksomhed - LD Invest A/S - kommer dermed i åben konkurrence med andre fondsmæglere om en rådgivningsopgave, som LD Invest A/S i dag varetager for LD.
 
Ultimo 2009 havde 4 ud af 6 porteføljer i Den Professionelle Forening LD opnået det maksimale antal 5 stjerner i Morningstars rating, som omfatter investeringsforeninger i hele Europa.  
 
Åbenhed om investeringsomkostninger
Kirstein Finansrådgivning sammenligner to gange årligt afkast og omkostninger i LD Vælger med resultaterne hos bankernes pensionspuljer, investeringsforeningernes balancerede afdelinger samt pensionsselskaberne. Analysen, der vises på ld.dk, har gennem flere år bekræftet, at LD har lave omkostninger. Læs mere om analyserne her.
 
LD Vælger omfatter 92 procent af den samlede formue i LD, og her var omkostningsprocenten i forbindelse med investeringerne i 2009 på 0,09 procent. LD har ydermere lavet en opgørelse af alle indirekte omkostninger, som afholdes i investeringsfonde mv. Medtages også disse indirekte omkostninger, som fradrages afkastet i enkelte investeringsfonde, bliver omkostningsprocenten i LD Vælger på 0,29 procent. Se årsrapporten side 11 og side 13.
 
LD vil i de kommende år nøje følge op på såvel direkte som indirekte omkostninger.

Klik her, hvis du vil downloade en pdf-version af årsrapporten for 2009.
Eller klik her, hvis du vil se den i en e-paper version.

LD - Medlemsservice tlf. 70 13 13 77 - Sekretariat tlf. 33 36 89 00 - infold.dk - Juridisk information