LDs puljer får nye rådgivere
1. november 2010
EU-regler fastlægger, at investeringsrådgivning til LD skal i licitation. Derfor er rådgivningen nu sendt i udbud, og en række danske og internationale investeringsrådgivere har budt på opgaverne. Konkurrencen er hård, for vi kigger både på afkastet og omkostningerne, siger vicedirektør Dorrit Vanglo.
For første gang i LDs historie skal rådgivningen om investeringerne nu sendes i licitation. Grunden er, at LD for fem år siden lagde rådgivningen ud i et separat selskab, LD Invest, og da midlerne i LD oprindeligt blev indbetalt af staten, skal opgaven i udbud internationalt, når samarbejdsaftalen med LD Invest ophører ved udgangen af året.
”Vi har valgt at dele rådgivningen op i en række mindre opgaver, så vi får en gruppe af virksomheder, der skal rådgive os fremover. Det betyder, at vi bliver mere uafhængige af den enkelte leverandør, og at vi i høj grad selv har mulighed for at styre formuesammensætningen over tid og fordelingen mellem for eksempel aktier og obligationer”, siger vicedirektør Dorrit Vanglo.
Bedste pris og kvalitet
Der er allerede kommet rigtig mange bud fra både danske og udenlandske rådgivere, og LD Invest er også med i opløbet. Både pris og kvalitet bliver vurderet, så LD får den bedst mulige rådgivning til den rigtige pris.
Konkurrencen er hård, så Dorrit Vanglo forventer, at LD fortsat kan give et attraktivt afkast med lave omkostninger. ”Vi vælger de bedste inden for hvert investeringsområde, så vi kan fortsætte med at give medlemmerne et godt afkast også i fremtiden, og aftalerne sikrer os, at vi hurtigt kan udskifte de investeringsrådgivere, der ikke investerer efter vores ønsker”, konstaterer hun.
Danske investeringer fortsat i fokus
Danske aktier vil stadig være stærkt repræsenteret i investeringerne, og midlerne vil fortsat stå på konti i LD. De nye rådgivere får altså ikke pengene ind i deres egne systemer. Opsparingerne vil derfor heller ikke kunne ’forsvinde’, hvis et finanshus skulle gå konkurs. ”Vi står også selv for at holde øje med, at de forskellige selskaber opfører sig ordentligt. Det sker i samarbejde med investeringsrådgiverne og en særlig rådgiver, der alene har til opgave at holde øje med virksomhedernes handlinger i forhold til for eksempel menneskerettigheder, miljø og sociale forhold. LD vil fortsat gennem investeringerne arbejde for, at virksomhederne er bevidste om deres sociale ansvar”, fastslår Dorrit Vanglo.