Ansvarlig investeringspraksis
Ansvarlig investeringspraksis
LD har tilsluttet sig de principper for ansvarlig investeringspraksis, som er formuleret af FN i de såkaldte UNPRI-principper. Disse principper vedrører politikker for investorers arbejde med virksomheders miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige ansvarlighed – på engelsk forkortet til ESG.
Efterlevelsen af principperne er en integreret del af investeringsprocessen, idet aktieporteføljen regelmæssigt screenes for miljømæssig, social og ledelsesmæssig ansvarlighed af en uafhængig ekstern leverandør, og LDs eksterne porteføljeforvaltere er aftalemæssigt forpligtede til at anerkende LDs krav om engagement og/eller eksklusion fra porteføljen. For danske børsnoterede aktier vurderer LD virksomhedernes efterlevelse af anbefalingerne om god selskabsledelse.
Løbende overvågning
LD har indgået et samarbejde med konsulentvirksomheden GES Investment Services (GES), der foretager en overvågning og screening af ESG-forholdene i de virksomheder, som indgår i LDs porteføljer. GES foretager således løbende screening af et betydeligt antal selskaber for eventuelle krænkelser af bredt anerkendte internationale konventioner og normer vedrørende miljø, menneskerettigheder og forretningsetik. LD har endvidere bedt GES om at udvide denne screening til også at omfatte virksomheder med aktiviteter i Myanmar (det tidligere Burma). På baggrund af en vurdering af de politiske forhold i Burma ønsker LD at undgå at eje aktier i virksomheder med aktiviteter i dette land.
Dialog med selskaberne
LD støtter de anbefalinger om god ledelsespraksis, som Komitéen for god selskabsledelse har offentliggjort, og som fondsbørsen, Nasdaq OMX København, har indarbejdet i sine krav til noterede virksomheder. Fondsbørsen kræver således, at de børsnoterede selskaber enten skal følge anbefalingerne eller forklare, hvorfor de har valgt at afvige herfra.
Redegørelser fra danske børsnoterede selskaber om ledelsesforhold, herunder også lønpolitik, indgår som et grundlag for LDs investeringsmæssige beslutninger.
Såfremt der rejses kritik af ledelsesforholdene i et dansk selskab, vil LDs udøvelse af ejerinteressen ske efter samråd med investeringsrådgiveren, som har anbefalet investeringen i det pågældende selskab.
Såfremt der rejses kritik af ledelsesforholdene i et udenlandsk selskab, vil LD så vidt muligt indhente rådgivning fra investeringsrådgiveren med henblik på at vurdere dels investeringen og dels LDs mulighed for at øve indflydelse.
LD arbejder struktureret med stemmeafgivelse og eventuel fremmøde på generalforsamlingerne. LD varetager disse opgaver i samarbejde med de eksterne porteføljerådgivere.
Miljø og klima
LD har tilsluttet sig det uafhængige Carbon Disclosure Project (CDP), som arbejder for at bevidstgøre virksomheder i hele verden om vigtigheden af at reducere drivhusgasser og indføre strategier for håndtering af klimaændringerne. Som led heri opstiller CDP rapporteringsstandarder for og indsamler data om virksomhedernes udledning af drivhusgasser og klimastrategier med henblik på løbende forbedringer.
Fra 2011 har LDs medlemmer fået mulighed for selv at investere i en særlig pulje med miljø- og klimaaktier.