Kort om LD
Lønmodtagerns Dyrtidsfond forvalter på vegne af knap 826.000 medlemmer en formue med en samlet markedsværdi på 51,6 mia. kr. pr. 31.12.2011. Midlerne stammer fra en indbetaling på 7,7 mia. kr., som LD i 1980 modtog fra staten, og som udgjorde de indefrosne dyrtidsportioner fra 1977-1979.
For en lønmodtager, der var fuldtidsansat i perioden fra 1977-79, blev der til LD indbetalt et beløb på 4.368 kr. Dette beløb var, for et medlem der ikke har valgt investeringspuljer, vokset til over 102.000 kr. pr. 30. december 2011. Beløbet udbetales som en engangssum, når medlemmet ønsker det, og efter at medlemmet er fyldt 60 år.
LD har siden etableringen i 1980 og frem til udgangen af 2010 udbetalt/overført over 52,1 mia. kr. til 1,7 mio. medlemmer.
Ny struktur
LD har siden 2004 arbejdet med at tilpasse organisationen med henblik på at kunne fastholde et lavt omkostningsniveau og nøglekompetencer på alle væsentlige områder.
Der oplyses om struktur og organisation i LDs årsrapporter.
Du kan bl.a. i årsrapporten 2009 læse afsnittet Struktur og Ledelse her
Se i øvrigt LDs struktur og LDs organisation
Lidt om historien bag LD
Frem til starten af 1980erne fik mange lønmodtagere automatisk dyrtidsreguleret deres løn, hver gang prisniveauet steg. Reguleringen skulle kompensere for prisstigninger og sikre reallønnen. Ved augustforliget i 1976 vedtog Folketinget, at hvis prisstigningerne udløste mere end en dyrtidsportion pr. halvår, skulle de ekstra dyrtidsportioner ikke udbetales som løn, men indefryses. Der blev således lagt en dæmper på lønudviklingen for at begrænse prisstigningerne. Der blev tale om to indefrosne dyrtidsportioner, som Staten i 1980 indsatte på 2,5 mio. individuelle lønmodtagerkonti. LD blev etableret i 1980 for at forvalte de indefrosne beløb, som senere skulle komme den enkelte lønmodtager til gode som en pensionssum, når denne på et tidspunkt forlod arbejdsmarkedet.