Udskriv

Fokus på risikostyring - LDs halvårsrapport 2011

Pressemeddelelse i forbindelse med LDs halvårsrapport. Du kan downloade halvårsrapporten her.

 

 

Fokus på risikostyring

I januar i år tog LD den daglige risikostyring tilbage på egne hænder, og den beslutning har givet positive bidrag til afkastet i en periode, hvor aktie- og obligationsmarkederne på skift har været ude i usædvanligt store kursfald.



LD valgte i løbet af første halvår at nedbringe aktierisikoen, mens omfanget af obligationsinvesteringer blev øget. Den overordnede fordeling på aktier og obligationer er da også den altafgørende forklaring på, at LD Vælger med et tilskrevet afkast på -0,2 pct. i første halvår klarer sig forholdsvist godt sammenlignet med andre produkter, som f.eks. investeringsforeningernes blandede afdelinger.



”Det er aldrig tilfredsstillende at give medlemmerne et tab, selv om -0,2 pct. er et meget lille tab. Når det er sagt, så er jeg meget tilfreds med, at vi traf beslutningen om at beskytte medlemmernes opsparing yderligere, selv om mange i starten af 2011 vurderede, at udsigterne på aktiemarkederne var lyse”, siger LDs direktør Dorrit Vanglo.



Investeringerne i guldrandede stats- og realkreditobligationer vejer tungt i LD Vælgers portefølje. LD havde ingen investeringer i statsobligationer udstedt af sydeuropæiske lande eller Irland, og eksponeringen mod den finansielle sektor i form af kreditobligationer udgjorde under 10 pct. af de samlede obligationsinvesteringer. Kreditobligationerne har i øvrigt bidraget med højere afkast end de guldrandede obligationer.


Især statsobligationerne, men også realkreditobligationerne, var i marts og april ramt af kursfald som følge af, at mange investorer forventede rentestigninger. Kursfaldene var i nogen grad også udtryk for tiltagende bekymring for, at ringe betalingsevne hos private låntagere og i nogle tilfælde stater skulle påføre obligationsinvestorerne tab. Hen over sommeren steg obligationskurserne imidlertid markant i takt med, at investorerne søgte i ly under de store aktiekursfald. Mens overvægten af realkreditobligationer i LD Vælgers portefølje var en afkastmæssig fordel i første halvår, var det omvendt en ulempe i juli og august, hvor statsobligationerne har givet usædvanligt høje afkast.



LD valgte at øge risikoafdækningen på aktier i slutningen af juni, og den beslutning bidrog positivt med en reduktion af tabene på de børsnoterede aktier i juli og august.



Robust under aktiekrise i august

Risikostyringen viste for alvor sit værd i juli og august, hvor høje afkast fra den store beholdning af obligationer gav en positiv modvægt til tabene på aktiesiden, samtidig med at både valuta- og risikoafdækningen på aktier gav gevinst.

 

”Vores risikostyring har vist sig at være robust. Vi har kunnet holde hånden under LD-opsparingen i juli og august og har begrænset tabet til nogle få procent, selv om aktiemarkederne i august har været blodrøde”, siger Dorrit Vanglo.

LD Vælger er et trygt produkt

Hvert tredje LD-medlem er berettiget til at trække pengene ud, når de ønsker det. Den megen medieomtale om vækstkrise og aktiekursfald har affødt flere henvendelser til LD om, hvordan LD-opsparingen klarer sig. Men indtil videre har langt de fleste valgt at se tiden an med en forventning om, at LD Vælger indhenter det tabte i løbet af nogle måneder, måske et år.
 

”Vi giver ingen garantier, men det er min opfattelse, at LD Vælger er et trygt sted at have sine penge, og at man med lidt tålmodighed har mulighed for at få et lidt større beløb med sig, end det man ser på kontoen i disse dage”, siger Dorrit Vanglo.



LD Vælger har givet et samlet afkast på godt 31 pct. over 5,5 år, hvilket svarer til et gennemsnitligt årligt afkast på 5 pct. Det er et tilfredsstillende resultat set i lyset af, at de globale aktiemarkeder i samme periode tabte ca. 3,4 pct. Resultatet bekræfter LDs målsætning om at sikre medlemmerne en fornuftig forrentning over tid uden at tage høje porteføljerisici. Det sikres ved at fokusere på fundamentale faktorer på finansmarkederne og en langsigtet investeringsstrategi med fokus på risikostyring.



Risikovillighed var bestemmende for resultat
For de godt 12 pct. af medlemmerne, der ved individuelle investeringsvalg placerer opsparingen i puljer, blev den enkeltes risikovillighed afgørende for resultatet. Aktiepuljerne sluttede halvåret i minus, mens obligationspuljerne sluttede i plus. I de blandede puljer blev resultatet i høj grad bestemt af, hvor stor en del af formuen, der var placeret i aktier.



De aktive puljevælgere har i den seneste tid søgt over mod højere risiko for at opnå højere afkast. Den risikovillighed er de desværre blevet straffet for her i sommermånederne.


 

LD VÆLGER OG PULJER: TILSKREVET AFKAST

LD Vælger udgør 91,8 pct. af LDs formue, og langt den største medlemsgruppe har hele opsparingen i LD Vælger.

 

Den 30. juni 2011 havde 103.340 medlemmer, svarende til 12,2 pct. af medlemsskaren, placeret opsparingen i puljer. Medlemmer, der ikke har valgt puljer, har hele opsparingen placeret i LD Vælger.


Nedenstående tabel viser tilskrevet afkast. Det vil sige det afkast, der er tilskrevet det enkelte medlems konto, før der er fradraget pensionsafkastskat og kontoadministrationsomkostninger.

 

Tilskrevet afkast 1. halvår 2011 År-til-dato pr. den 31. august 2011 5,5 kalenderår
Tilskrevet afkast Tilskrevet afkast Samlet tilskrevet afkast
LD Vælger - 0,2 % -1,8 % 31,1 %
LD Danske Aktier

-5,5 % -21,2 % 14,1 %
LD Globale Aktier

-2,1 % -9,5 % 14,0 %
LD Miljø & Klima1)

-2,6 % -13,1 % -
LD Korte Obligationer

0,9 % 2,4 % 18,8 %
LD Mixed Obligationer 1,6 % 4,3 % 24,1 %
BankInvest Vælger -4,0 % -8,4 % 31,1 %
Danske Invest Vælger -0,3 % -3,4 % 14,1 %
Jyske Invest Vælger -1,1 % -3,9 % 19,3 %
Maj Invest Kontra2) -3,2 % 9,1 % 40,7 %
Nordea Invest Obligationer 0,4 % 3,1 % 22,7 %

1) LD Miljø & Klima åbnede d. 1. januar 2011.

2) Maj Invest Kontra hed tidligere LD Kontra. Puljen åbnede den 1. juli 2006, og afkastet dækker derfor kun 5 år.

 


Nedenstående tabel 2 viser netto-tilskrivningen i LD Vælger. Det vil sige det afkast, der er tilskrevet det enkelte medlems konto, efter der er fradraget pensionsafkastskat og kontoadministrationsomkostninger.

 

Tabel 2

Netto-tilskrivning i LD Vælger (efter omkostninger og skat)

Pct. pr. år
· netto-tilskrivning i 1. halvår 2010 -0,4 %
· gennemsnitlig årlig nettotilskrivning siden 2006 (5,5 år) 4,2 %
· gennemsnitlig årlig nettotilskrivning siden 2001 (10,5 år) 4,6 %
· gennemsnitlig årlig nettotilskrivning siden 1980 (31,5 år) 10,0 %


 

Nedenstående tabel 3 viser LDs investeringsmæssige afkast på aktivklasserne i 1. halvår 2011. Afkastet i aktivklasserne ligger bag resultaterne i såvel LD Vælger som puljerne.

 

Tabel 3

AFKAST PÅ AKTIVKLASSER

1. halvår 2011

LDs samlede investeringsmæssige afkast

-0,1 %

 

 

Aktieafkast i LD
· alle børsnoterede aktier inkl. valutaafdækning

-3,5 %

· danske børsnoterede aktier

-4,2 %

· udenlandske børsnoterede aktier inkl. valutaafdækning

-3,2 %

· ikke-børsnoterede danske aktier

13,0 %

 

 

Obligationsafkast i LD
· det samlede obligationsafkast inkl. valutaafdækning og rentederivater

0,8 %

· statsobligationer Zone A inklusive repoforretninger

2,2 %

· realkreditobligationer

0,8 %

· indeksobligationer

2,7 %

· kreditobligationer - investment grade

-1,4 %

· kreditobligationer - non inv.-grade og emerging markets

5,2 %