Udskriv

LD og FIH sælger LD Invest

LD er ikke længere medejer af LD Invest Holding A/S

LD etablerede i 2005 Fondsmæglerselskabet LD Invest A/S med henblik på at videreføre LDs investeringskompetencer på kommerciel basis. Ved etableringen havde LD aktiemajoriteren i LD Invest Holding A/S, som ejer LD Invest A/S. De øvrige aktionærer var FIH Erhvervsbank samt medarbejdere og ledelse. Fondsmæglerselskabet har gennem årene løbende udvidet sine forretningsaktiviteter på kommerciel basis og med andre kunder end LD. LD er i dag kun en blandt mange kunder i selskabet, og det er derfor ikke længere oplagt for LD at være en del af ejerkredsen.

I juni 2010 nedbragte LD og FIH Erhvervsbank deres aktieposter i LD Invest Holding A/S ved salg til PKA og PBU. Nu sælges de resterende aktier til LD Invest A/S, PKA og Realdania.   

Nedenfor gengives den pressemeddelelse, som LD Invest A/S den 19. april 2011 udsendte om ændringen i aktionærkredsen.

Yderligere oplysninger kan findes under OM LD og på fondsmæglerselskabets hjemmeside: www.ld-invest.dk


PRESSEMEDDELELSE UDSENDT AF FONDSMÆGLERSELSKABET LD INVEST A/S


LD og FIH sælger aktier i LD Invest Holding A/S


Den sidste afgørende etape i adskillelsen mellem LD og LD Invest er nu afsluttet. LD har efter seks års ejerskab solgt de resterende aktiepost på 32 pct. i LD Invest til PKA og Realdania samt til LD Invest, der køber egne aktier.


 ”Det er en milepæl i fondsmæglerselskabets historie. Vi stiftede LD Invest i 2005 og har siden arbejdet os frem mod denne dag, hvor de to organisationer hver især står stærkt og uafhængigt af hinanden,” siger adm. direktør Jeppe Christiansen fra LD Invest.

 
 Allerede i 2009 blev den mere formelle del af adskillelsen indledt, da Carsten Koch blev ansat som direktør i LD, mens Jeppe Christiansen fortsatte i fondsmæglerselskabet.


 ”Det var fra starten en opgave at gennemføre den rent praktiske adskillelse af de to organisationer. Vi er utroligt glade for, at den sidste økonomiske og juridiske bodeling også er kommet på plads,” siger direktør Carsten Koch fra LD.


 Erhvervsbanken FIH har valgt at afhænde aktieposten på omkring 15 pct. ved denne lejlighed. Samtidig øger pensionskassen PKA deres ejerandel betydeligt til 22 pct.

 ”Allerede i sommeren 2010 investerede PKA første gang i LD Invest. Vi kender dem jo rigtigt godt og har samarbejde på en række områder. Så da muligheden for at investere yderligere dukkede op var der ikke lang betænkningstid. Det er ganske enkelt en god investering for os,” siger adm. direktør Peter Damgaard Jensen.


 I løbet af 2010 blev forvaltningen af LD’s børsnoterede midler udbudt i EU-regi. Her lykkedes det LD Invest at vinde 3 ud af i alt 12 mandater i skarp international konkurrence.


 Derfor er LD i dag en kunde på linje med de omkring 70 andre professionelle storkunder, som LD Invest har opnået gennem en aktiv vækststrategi – og den linje fortsætter forsikrer Jeppe Christiansen.


 ”Vi har lagt en langsigtet vækststrategi med fokus på, at vi står som en uafhængig og fagligt stærk organisation,” siger Jeppe Christiansen.


 LD Invest har udnyttet sin kapitalstruktur, som er blevet bygget op gennem løbende overskud samt af optagelse af hybridkapital og supplerende kapital før finanskrisen. Efter opkøbet er solvensprocenten fortsat i den absolut høje ende og fuldt tilstrækkeligt til selskabets aktiviteter.


 Ifølge Jeppe Christiansen tegner 2011 til at blive et godt år. I 2010 lykkedes det Investeringsforeningen LD Invest mere end at fordoble både formuen og antallet af medlemmer.


 Bestyrelsen fortsætter som hidtil, og strategien for virksomheden ændres ikke.

 

For yderligere information, kontakt: Simon Richard Nielsen – 27 13 50 85 – simon@capitalrelations.dk