Store udsving på finansmarkederne

Nyhed 19. marts 2020 Lønmodtagernes Dyrtidsmidler
Covid-19-virussen skaber store udsving på finansmarkederne. Det sætter sit tydelige aftryk globalt set – og dermed også på det aktuelle afkast for medlemmerne i Lønmodtagernes Dyrtidsmidler.

Som vi allerede har skrevet om i en markedsanalyse den 13. marts 2020, sætter Covid-19-virussen sit aftryk på såvel LD Fondes afkast som finansmarkedernes afkast generelt. Det har betydning for afkastet i de investeringspuljer, som medlemmerne i Lønmodtagernes Dyrtidsmidler kan placere deres opsparing i.

For Lønmodtagernes Dyrtidsmidler gælder det, at en meget stor del af medlemmernes formue er placeret i investeringspuljen LD Vælger. LD Vælger har en konservativ investeringsprofil med store investeringer i guldrandede obligationer. Det giver i nogen grad en beskyttelse mod store fald på aktiemarkederne.

Vi kan ikke forudsige, hvordan det går i de kommende uger. Du skal dog være opmærksom på, at vælger du udbetaling på et tidspunkt med store daglige udsving på finansmarkederne, er der en større risiko end normalt for, at din LD-konto opgøres med et stort tab.

Det er i den forgangne periode helt ekstraordinært sket, at vi måtte skubbe opgørelse og udbetaling én dag, fordi børserne verden over ikke kunne levere stabile og troværdige kurser. Vi forventer dog fortsat at imødekomme medlemmernes ønsker om udbetaling.

De aktuelle kurser kan følges hver dag her på ld.dk, og medlemmer kan altid logge på selvbetjeningen og se deres aktuelle saldo på deres egen LD-Konto. Vi holder selvfølgelig nøje øje med udviklingen og vurderer løbende, om vi kan gøre yderligere for at beskytte medlemmernes opsparing.