Hvordan blev afkastet i puljerne?
Ud over hovedpuljen LD Vælger, kan du placere dine dyrtidsmidler i yderligere fire investeringspuljer. Alle puljer fik positive afkast i 2025.
Som medlem af Lønmodtagernes Dyrtidsmidler kan du frit vælge at placere din opsparing i fem forskellige investeringspuljer. Ud over LD Vælger er der tre aktiepuljer og en obligationspulje at vælge mellem.
Du kan vælge at have din opsparing placeret i alle fem puljer samtidig, eller blot supplere din andel i LD Vælger med en enkelt eller to andre puljer. Puljevælgere foretrak især aktiepuljerne i 2025.
Afkastet
Alle puljer opnåede positive afkast i 2025. Puljen LD Danske Aktier gav det højeste afkast på 10,6 % efter omkostninger, hvilket var bedre end sit benchmark. Som følge af begrænsninger på størrelsen af enkeltinvesteringer var puljen forholdsvist godt beskyttet mod det store aktiekursfald på Novo Nordisk.
LD Globale Aktier fik et afkast på 6,6 %, hvilket var lavere end sit benchmark. Det globale aktiemarked klarede sig bedre end det danske, men det kraftige dollarfald trak afkastet, målt i danske kroner, ned, da de rene aktiepuljer ikke er valutaafdækkede.
Aktiepuljen LD Miljø & Klima fik et beskedent afkast på 2,4 %, hvilket ud over dollarfaldet skyldtes modvind på grønne investeringer generelt.
LD Obligationer gav et afkast på 2,7 %, hvilket var på linje med sit benchmark.
Du kan til enhver tid vælge at placere din opsparing i de fire andre puljer end LD Vælger. Du kan foretage puljevalg ved at logge på selvbetjeningen.
Du kan hver dag se det aktuelle afkast for alle vores puljer her.
Vi har forpligtet os til at forholde os til, hvordan vores investeringer påvirker samfundet socialt og klimamæssigt. Du kan læse mere om vores arbejde med ansvarlige investeringer her.