Flemming Skov Jensen stod fra 1988 til 2004 i spidsen for Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Han manifesterede dyrtidsfonden som den tålmodige og langsigtede investor, som gerne samarbejdede med virksomhedsejere og topledere om at skabe nye industrier og arbejdspladser. Men samtidig stod han fast på, at dyrtidsfonden ikke skulle investere i udsigtsløse projekter og var på den måde med til at sikre gode afkast til medlemmerne.
Flemming Skov var ikke en bange mand. Han forsvarede fondens dispositioner, også når det gav lussinger. Ifølge et erhvervsmedie blev det til et blåt øje, da et forsøg på at redde Hafnia endte med et stort tab. I andre sager blev det til store gevinster, f.eks. næsten en mia. ved salget af it-virksomheden Giga til Intel i 2000.
Flemming Skov Jensen var direktør for Lønmodtagernes Dyrtidsfond (i dag LD Fonde) fra 1988 til 2004.
Foto: Søren Nielsen
Han turde trække folk ind i bestyrelsesarbejdet, selv om de få måneder forinden havde fået sparket fra en topstilling. Han handlede på sin sans for mennesker og satte fart på arbejdet med at matche bestyrelseskandidater og virksomheder. Han igangsatte en af de første bestyrelsesuddannelser for både medarbejdervalgte og generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer.
Flemming Skov havde politisk tæft og humor. Ved et møde om fondens arbejde forærede han Kristian Thulesen Dahl en dåse smørbagte småkager. Kagedåsen var bestilt til lejligheden og bar navnet Kjeldsen, selv om virksomheden var gået over til det mere internationale Kelsen. Gaven var symbol på fondens mangeårige engagement i danske virksomheder, herunder kageproducenten fra Kristian Thulesen Dahls hjemegn.
Computeren stod altid tændt på kontoret, men formålet var bl.a. at gøre det muligt at deltage i budrunder på frimærkesamlinger. Han var inkarneret filatelist og holdt stædigt fast i, at der skulle rigtige frimærker på breve fra fonden. Det kunne være kortvarigt skadeligt for karrieren at afbryde Flemming Skov under en vigtig auktion. Men Flemming Skov var også en leder, der stod bag sine medarbejdere og opfordrede til nytænkning og mod i investeringsarbejdet.
Da Flemming Skov i starten af 90’erne stillede krav til danske virksomheder om et højt informationsniveau og en god balance med omgivelserne, var det lige så uhørt, som det i dag er helt sædvanligt. Med tiden er Flemming Skovs tilgang til virksomhedsledelse blevet klassisk, selv om det ikke var, hvad han sigtede mod, og ej heller noget folk omkring ham forventede. Han var foregangsmand på det aktive ejerskab og social ansvarlighed i investeringer, ting der i dag er absolutte krav til store investorer.
Æret være hans minde.
