I LD Fonde søger vi en stærk profil til at sætte retningen for vores arbejde med ansvarlige investeringer og aktivt ejerskab. Vi leder efter dig, der med solid faglig viden og stærke projektlederevner kan stå i spidsen for vores ambition om at skabe værdi for medlemmerne ved at tage medansvar for en bæredygtig samfundsudvikling – og dermed fremtidssikre værdien af vores investeringer.
Om jobbet
Som senioranalytiker får du ansvaret for at identificere, analysere og drive implementeringen af ESG-indsatser på tværs af organisationen.
Du bliver en del af en mindre, højt specialiseret organisation med 20 engagerede medarbejdere. I tæt samarbejde med vores ESG-specialist og øvrige medarbejdere i investeringsafdelingen får du en central rolle i at forankre ESG-arbejdet og skabe fremdrift i de strategiske initiativer. Du får bred kontakt til både ledelse og kollegaer i hele organisationen.
Dine primære opgaver bliver at:
- videreudvikle LD Fondes målsætninger inden for klima, biodiversitet og sociale forhold
- udarbejde en strategi for aktivt ejerskab og deltagelse i relevante fora og netværk
- sikre forankring af strategien på tværs af organisationen
- udvide brugen af ESG-data til risikostyring og LD Fondes klimaregnskab
- styrke transparens og ekstern kommunikation af ESG-indsatser
- udarbejde ESG-materiale til årsrapport, bestyrelse og ESG-komité.
Din profil
Du har både kompetencer og strategisk udsyn til at videreudvikle vores arbejde med at integrere miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige hensyn i alle investeringer. Du motiveres af at drive implementering af forskelligartede ESG-tiltag med snitflader på tværs af organisationen og har struktur og gennemslagskraft til at føre projekter helt i mål.
Du er positiv, udviser interesse for andre og har lyst til at bidrage aktivt til et velfungerende team i en mindre organisation.
Vi forestiller os, at du har erfaring med flere af følgende områder:
- relevant teoretisk uddannelse og solid praktisk ESG-erfaring fra den finansielle sektor
- indsigt i investeringsforvaltning, fx fra pensionssektoren
- projektledererfaring fra tværgående opgaver
- erfaring med ESG-rapportering og formidling til bestyrelse og øvrige interessenter
- evne til at fungere som faglig sparringspartner for både kollegaer og ledelse.
Vi tilbyder
Du får et job med høj faglighed og stor samfundsmæssig relevans. Vi prioriterer både din faglige og personlige udvikling og forventer, at du deltager i relevante kurser, netværk og konferencer. Vi tilbyder fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet og understøtter en sund balance mellem arbejde og fritid.
Dagligdagen i LD Fonde er præget af samarbejde og godt humør på tværs af afdelingerne. Investeringsafdelingen består af en CIO’en, fire investeringsspecialister, en ESG-specialist og en studentermedhjælper. Du vil referere til CIO Kristoffer Fabricius Birch.
Lønnen fastsættes efter kvalifikationer og erfaring. Arbejdsstedet er LD Fondes kontor ved Flintholm Station på Frederiksberg.
LD Fonde – professionel og ansvarlig
LD Fonde forvalter pensionsopsparinger til 360.000 medlemmer hos Lønmodtagernes Dyrtidsmidler med en formue på 24 mia. kr. og til 645.000 medlemmer hos Lønmodtagernes Feriemidler med en formue på 22 mia. kr. Vi arbejder for at skabe værdi for vores medlemmer ved at sikre et højt afkast med betryggende sikkerhed, levere en god medlemsoplevelse og tage aktivt samfundsansvar.
Ansøgning
Send din ansøgning til os senest søndag den 17. august 2025 via Jobindex. Vi afholder samtaler løbende og forholder os til alle ansøgninger, der er modtaget inden fristens udløb.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte CIO Kristoffer Fabricius Birch på kfb@ld.dk eller 21 79 09 51.