Styrket fokus på aktivt ejerskab

LD Fonde har styrket det aktive ejerskab. Indsatsen koncentreres om de virksomheder, hvor dialog og stemmeafgivelse vurderes at have størst relevans.

I 1. halvår 2026 har LD Fonde styrket det aktive ejerskab med målrettede afstemninger og tæt opfølgning på dialoger med virksomheder.

Vi har styrket vores aktive ejerskab ved at fokusere på virksomheder med størst finansiel eller ESG-mæssig betydning.

Samtidig har skiftet til en ny ESG-samarbejdspartner givet os bedre mulighed for at følge virksomhedernes udvikling og arbejde systematisk med dialog, opfølgning og dokumentation over tid. Det giver os et stærkere grundlag for at målrette vores aktive ejerskab dér, hvor det er mest relevant.

Ditte Seidler Hansen

Senior ESG-analytiker i LD Fonde

Færre afstemninger, større fokus

I 2026 har LD Fonde ændret tilgangen til stemmeafgivelse på generalforsamlinger i de virksomheder, vi investerer i. Stemmeafgivelsen prioriteres i de selskaber, hvor LD Fonde har væsentlig finansiel eller ESG-mæssig eksponering, og hvor stemmerne bedst kan understøtte det øvrige arbejde med aktivt ejerskab.

I 1. halvår stemte LD Fonde på generalforsamlinger i 462 selskaber og afgav stemme om 6.939 afstemningspunkter. Selvom vi stemmer i færre selskaber, dækker stemmeindsatsen en større del af aktieporteføljens samlede markedsværdi. Indsatsen dækker 85 % i 1. halvår 2026 mod 82 % i 2025.

Indsatsen koncentreres om de selskaber og sektorer, hvor stemmeafgivelsen vurderes at have størst relevans.

Dialog med 326 virksomheder

Fra 2026 har LD Fonde indledt et samarbejde med Federated Hermes EOS. Det har styrket dialogen med virksomhederne, fordi vi nu kan følge selskabernes fremdrift via konkrete milepæle og dermed følge mere systematisk op.

I 1. halvår omfattede dialogarbejdet 933 forløb på tværs af 326 virksomheder. Det svarer til, at vi har været i dialog med ca. hver femte virksomhed i aktieporteføljen. Hovedparten af dialogerne har handlet om klima og miljø samt sociale forhold som arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder. 

Der blev registreret fremskridt i 164 dialogforløb, svarende til 18 %. Målet er, at virksomhederne forbedrer deres praksis i en sådan grad, at der ikke længere er grundlag for dialog.

Klimaaftrykket er fortsat under målene

LD Fonde arbejder målrettet med at reducere klimaaftrykket fra vores investeringer. Vi ligger fortsat under klimamålet for både aktier og virksomhedsobligationer. Siden 2019 er klimaaftrykket reduceret med omkring 41 % for aktieporteføljen og omkring 50 % for virksomhedsobligationerne.