Aktiemarkederne løftede afkastet i 1. halvår 2026

Med stigende aktiemarkeder har LD Fonde leveret solide afkast for begge medlemsgrupper i 1. halvår.

LD Vælger, der er den største investeringspulje hos Lønmodtagernes Dyrtidsmidler, gav et afkast på 4,2 % i 1. halvår 2026, og i Lønmodtagernes Feriemidler var afkastet 5,5 %.

Aktiemarkederne har udviklet sig stærkt i 1. halvår, og det er glædeligt, at medlemmernes opsparinger igen er styrket i en ellers urolig tid.

Lars Mayland Nielsen

Direktør i LD Fonde

Især aktier trak afkastet op

LD Fondes aktieporteføljer leverede et højt afkast i 1. halvår. Aktieafkastene var særligt høje i udviklingslande og i klima- og miljørelaterede virksomheder. Omvendt haltede danske aktier fortsat bagefter det globale aktiemarked. Obligationer og kreditinvesteringer leverede positive, men mere beskedne afkast.

LD Fonde afdækker størstedelen af dollareksponeringen for at begrænse udsving i medlemmernes opsparing. Det gav en betydelig gevinst i 2025, da dollaren faldt. Omvendt har valutaafdækningen trukket afkastet ned i 1. halvår 2026, hvor dollaren er kommet styrket tilbage.

Derfor er afkastene forskellige

Afkastet i Lønmodtagernes Feriemidler var højere end LD Vælger. Det skyldes en væsentligt højere andel af aktier i feriemidlerne i forhold til dyrtidsmidlerne. Når aktiemarkederne stiger kraftigt, slår det igennem med større styrke hos feriemidlerne. Omvendt vil det give anledning til større tab for feriemidlerne, når aktiemarkederne falder, som vi kortvarigt så i løbet af marts.

Forskellen i afkast afspejler ikke, at den ene portefølje er forvaltet bedre end den anden, men at de to fonde har forskellige investeringshorisont og dermed risikoprofil. Medlemmer af Lønmodtagernes Dyrtidsmidler har mulighed for selv at justere risikoprofilen ved at placere hele eller dele af opsparingen i de rene aktie- og obligationspuljer.

Fortsat langsigtet fokus

Usikkerheden er fortsat høj, og det er blevet et grundvilkår for investorer at navigere i et uforudsigeligt marked. LD Fonde har fastsat klare rammer for risikoen i porteføljerne, som forvaltes aktivt med fokus på at sikre det bedst mulige afkast til medlemmerne, samtidig med at risikoen for tab begrænses.

Læs også nyheden Stærke aktiemarkeder sikrer solide afkast fra 23. juni 2026