LD Fonde har indgået et samarbejde med Stewark om stemmeafgivelser på generalforsamlinger i de selskaber, vi investerer i. Stewarks AI-baserede løsning analyserer selskabernes dagsordener og udarbejder stemmeanbefalinger med udgangspunkt i LD Fondes egen stemmepolitik, historik og input.
Som aktionær kan LD Fonde påvirke selskaberne gennem stemmeretten på generalforsamlinger. Her træffes blandt andet beslutninger om bestyrelsens sammensætning, ledelsens aflønning og forslag om klima- og bæredygtighedsforhold. Afstemninger er derfor et vigtigt redskab i arbejdet med aktivt ejerskab.
Ny teknologi giver større fleksibilitet
Stemmeanbefalinger tager ofte udgangspunkt i standardiserede politikker. Stewarks AI-baserede løsning gør det muligt at analysere et stort antal dagsordenspunkter og samtidig tage højde for LD Fondes egne retningslinjer. Det gør det lettere at identificere de afstemninger, der kræver særlig opmærksomhed, eksempelvis hvis et forslag vedrører væsentlige finansielle forhold eller forhold vedrørende miljø, sociale forhold og ledelse.
Løsningen skal gøre arbejdet mere ensartet og gennemsigtigt. Det vil gøre det lettere at dokumentere stemmebeslutninger og følge op på dem over tid. Det er særligt relevant i en global aktieportefølje med mange forslag på tværs af selskaber og markeder.
Stewark understøtter arbejdet med analyser og anbefalinger, men det er fortsat LD Fonde, der beslutter, hvordan der skal stemmes.